Sammen med Steffen L. Lauritzen skrev jeg i sin tid en artikel i Naturens Verden om anvendelse af bayesianske net. En version blev lagt på nettet, men på grund af skiftende web-adresser, har den ikke været til at finde. Jeg er nu ved at rette den til og denne bekrivelse om Thomas Bayes er en af faktaboksene i artiklen.
Thomas Bayes (1702-1761) var engelsk teolog og matematiker. Han var den første som anvendte sandsynlighedsregning til at drage slutninger om fremtidige begivenheder på basis af erfaringer. I den forbindelse anvendte han blandt andet en formel, der nu er kendt som Bayes formel. I moderne udgave ser den således ud:
$ P(D|R) =\frac{P(R|D)P(D)}{P(R | D)P(D)+P(R|\bar D)(1-P(D))}.$I eksemplet med drægtighedsprøven angiver $P(R |D)$ og $P(R |\bar D)$ sandsynligheden for prøvens resultat, $R$, i de tilfælde, hvor soen er hv. drægtig eller ikke, og $P(D)$ angiver sandsynligheden for at soen er drægtig før prøveresultatet er kendt. På venstre side af lighedstegnet angiver $P(D | R)$ den ønskede sandsynlighed for at soen er drægtig efter at prøvens resultat er kendt.
Et bayesiansk net udnytter en version af formlen til at beregne tilsvarende sandsynligheder i mere indviklede situationer.
Thomas Bayes udgav aldrig selv sin afhandling Essay Towards Solving a Problem in the Doctrine of Chances. Den blev først udgivet i 1763 efter hans død.
Thomas Bayes - Wikipedia, the free encyclopedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar