Idag er bogfinken endeligt begyndt at synge for alvor. At tænke sig en nat næsten næsten uden frost og en dag med skyfri himmel. Jeg kan høre på fuglene at de har savnet det lige så meget som jeg. Bogfinken er jo en af de mest almindelige danske fugle. Det må en af de mest flittige til at synge helt fra det tidlige forår. Som det ses af billedet er hannen i den fineste farvepragt i øjeblikket. Jeg sidder på terrassen i øjeblikket og kan høre dens sang, iblandet kurren fra en due, gråspurvens chirpen, og gulspurvens sang (blandt andet).
Bogfinken er iøvrigt Fringilla coelebs på latin og chaffinch på engelsk. Bogfinken er en af de fugle, der synger med dialekt. Da jeg flyttede her til det midtjydske, var det hele tiden som om der manglede noget i dens sang. På Sjælland fulgte sangen helt klart rytmen fra "Det kan jeg sige lige så tit, det skal være". Men herovre kløjs den i det sidste af sangen. Jeg har lige checket V.J. Brøndegårds Folk og Fauna. Han har et helt afsnit med stemmetydninger af bogfinkens sang. Så jeg kan se, at "det, det, det, det ka' jeg si' li' så tit det skal vær'!", er det jeg prøvede at fange. "Ri-ri-ri-risengebirge!" kender jeg også, men her på Viborg egnen er det åbenbart "A vil da dirre bare, a vil da dirre barre!'. Det er ikke noget under at jeg blev forvirret da jeg flyttede. Da var da godt jeg ikke flyttede til Sønderjylland: "stek en, stekk en, stekk en ski'". Noget af forårsromantikken må gå fløjten, når fuglene har den slags sprogbrug.
Apropos forårsfornemmelser. Jeg checkede lige billedarkivet og sammenlignede dagens tilstand med andre års. De to af billederne er fra 16. marts 2002, det sidste er fra idag, 19. marts 2006 |
|
Påskeliljer, 16. marts 2002
Originally uploaded by Erik.
|
Påskeliljer, 16. marts 2002
Originally uploaded by Erik.
|
Ingen kommentarer:
Send en kommentar