Forrige sommer landede dette monster på min terrasse. Heldigvis havde jeg kameraet i nærheden. Navnet er rigtigt. Træhvepsen er stor, så det gav et gib i mig, da den landede. At den ligner en hveps gør det ikke bedre. Men den er ganske harmløs. Den store brod er ikke til at stikke med. I stedet er det et hylster, der beskytter læggebrodden. Faktisk kan man se læggebrodden på billedet. Det er den tynde nål, der stikker ud under brodden.
Af billedet ses, at den var noget slidt, vingerne sprossede i kanterne. Formentlig var den ved at have overstået æglægningen, så kimen var lagt til næste generation. Æggene lægger den i nåletræer, for eksempel gran eller fyrretræ, og larven lever så af at bore gange i veddet indtil den efter et to til fire år forpupper sig, finder ud af gangen, og måske atter lander på min terrasse.
En sådan larve kan bore/gnaske sig igennem op til 40 cm lange gange. Men larven er ikke træspiser, men lever af svampe. Svampe som hunhvepsen har podet træet med, samtidigt med, at hun lagde ægget. Svampesporerne bærer hun rundt med i kirtler på underkroppen. Så hun sikrer larverne et forholdsvis sikkert levested og sår samtidigt den mark, larven får føde fra.
Alt dette har jeg fra den tyske wikipedia. Hverken den danske eller engelske side er helt færdige.
Jeg må så håbe, at det er i skoven eller haven den har lagt æggene og ikke i mine vindueskarm eller døre. Et opslag på Skov- og Landskabs hjemmeside er beroligende
Træhvepse lægger æg i sår på stående træer. Larverne gnaver sig rundt i stammen i flere år, før de bliver til voksne træhvepse. Hvis træet i mellemtiden er brugt som tømmer, kan træhvepsene komme frem inde i huse. Især den sort- og gulstribede kæmpetræhveps (Uroceros gigas) kan virke skræmmende, da den ligner en kæmpestor gedehams. Den angriber imidlertid hverken mennesker eller tømmer i huse.
Det andet billede er måske bedre til at give en fornemmelse af størrelsen på træhvepsen. Kanten på metalstangen, som den kravler rundt på er cirka 1 cm. Ifølge opgivelserne kan træhvepsen blive op til 4 cm, så det passer meget fint på denne hveps. Jeg har flere billeder fra 'terrasselandingen på min blog med billedserier.
Men historien slutter ikke her. Faktisk har jeg en begrundet mistanke om at det netop var i min terrassedør, at ægget blev lagt. Og selv om det lyder idyllisk med den beskyttede larve med egen madpakke, er naturen jo skruet lidt anderledes sammen. Ind træder næste aktør: Snyltehvepsen.
Her til højre er det efter min bedste overbevisning sabelhvepsen (Rhyssa persuasoria), på engelsk sabrehveps eller giant ichneumon wasp. Den er een af mange snyltehvepse. Et sted har jeg læst, at der findes flere arter af snyltehvepse, end der findes arter af pattedyr. Denne art snylter på vores ven fra ovenfor. Så når træhvepsen har boret dybt i træstammen med sin læggebrod og har placeret svampesporerne samme sted, så har snyltehvepsen en strategi der kan udnytte den. Den lytter til larvens gnaven i træstammen og borer sin lange tynde læggebrod gennem træet, ned til larven, og lægger et æg i larven. Når ægget klækker begynder snyltehvepsens larve at parasitere på træhvepsens larve, og æder den indvendig fra, men uden at slå den ihjel. Så nu er det snyltehvepsens larve der i sidste instans for glæde at de podede svampe.
Og moralen er ..., nej vel. Snyltehvepse gør det lidt svært at tro på en velmenende, almægtig vorherre. Med Poul Nyrups ord: "Kunne han det ikke have gjort det bare lidt bedre". Hvorfor ikke stoppe med træhvepsen og svampehaven ? Og se, som alle andre er jeg nu nået frem til at kunne nævne Charles Darwin, her 150 år efter udgivelsen af Arternes Oprindelse. For Darwin undrede sig også og skrev det endda til sin kollega, den amerikanske botaniker Asa Gray i et brev der nu kan læses på Darwin projektets hjemmeside:
I own that I cannot see as plainly as others do, and as I should wish to do, evidence of design and beneficence on all sides of us. There seems to me too much misery in the world. I cannot persuade myself that a beneficent and omnipotent God would have designedly created the Ichneumonidae with the express intention of their feeding within the living bodies of Caterpillars, or that a cat should play with mice.
Stephen Jay Gould beskrev problemstillingen i et essay tilbage i 1982: Non-moral Nature. Dette essay indgår også i samling "Hen's Teeth and Horse's Toes: Further Reflections in Natural History", som er en af de mere slidte bøger i min bogsamling, og stærkt kan anbefales.
Men tilbage til min terrassedør. (Storm P: »Du, Perikles, Hvad synes du om verdenssituationen?« Og Perikles svarer: »Ingenting; jeg har fået en flue i øjet!«).
Snyltehvepsen her til højre på min terrassedør er vistnok af arten Dolichomitus imperator. Arten ser ud til hverken at have et dansk eller engelsk navn. Tyskerne kalder den Riesenschlupfwespe. Den parasiterer tilsyneladende på snudebillelarver, så måske kan træhvepsen friholdes i det følgende.
Snyltehvepsen nøjedes ikke med at sidde på min dør, snart gik den igang med at bore sin læggebrod ned i træet. På billederne kan man se hvordan den meget tynde rødlige læggebrod er pakket ud af det beskyttende hylster. Hvepsen dansede mere eller mindre rundt mens den pressede og borede læggebrodden ned. Som det ses er brodden mindst lige så lang som selve hvepsen. Det virker utroligt at så lang, tynd og spinkel en brod kan presses ned gennem træet og ramme den larven. Men det lykkedes og snyltehvepsen kunne trække brodden op igen, pakke den ind i hylsteret og flyve videre for at finde andre larve at lægge æg på. Jeg fik taget billeder af hele seancen, og de kan ses som et slideshow på min dertil indrettede blog. Alt i alt tog hele seancen cirka 10 minutter.
