lørdag, januar 26, 2008

Eranthis hyemalis

Hver eneste år skal jeg absolut tage billeder af de første Eranthis'er, jeg ser. Når jeg så får lyst til at præsentere billederne i denne blog, er jeg nødt til at fortælle lidt om Eranthis. Men hvad er der egentlig at vide om Eranthis hyemalis, den har jo ikke engang et dansk navn til trods for, at det er en blomst, alle kender.

Igen kommer Folk og Flora til undsætning, dog med knapt så megen information som vanlig, men Google og web'et kan jo også bruges.

Eranthis betyder i henhold til Folk og Flora Forårsblomst og hyemalis skulle betyde vinterlig, så navnet er altså vinterlig forårsblomst, hvilket jo i grunden ikke er så galt. Hyemalis fandt jeg efter langt tids søgen i et Dictionary of Botanical Epithets på web'et, et link jeg nok får brug i fremtiden også. Det viser sig at Erantis ikke er det eneste danske navn. Der fleste navne i Folk og Flora har noget med munke at gøre: vintermunke, gul munke og giftmunke, men også navne som vinterblomme, forårsblomst og gule gækker har været anvendt.

Slår man op i Ordbog over det danske sprog (ODS) med ordet munke kan man se flere betydninger. Folk og Flora henviser til en af de planter, der kaldes blaamunke, (Jasione montana), hvor betydningen skulle henvise til verbet at munke, det vil sige at banke eller slå. Vejbred blev også kaldt munke, ungerne slog hinanden med frøstanden (lyder lidt mere harmløst end vore dages 'leg' på gader og stræder). Verbet skulle ifølge ODS stamme fra 'at gøre til munk', det vil sige kastrere, så idyllen varer jo ikke længe. Der er dog en langt mere nærliggende forklaring på munke navnet for Eranthis. Det engelske navn er winter aconite. Aconite er den danske stormhat/venusvogn (Agonitum napellum) som er blå og høj. Stormhat må stamme fra blomstens form, på engelsk hedder den også Monkshood, det vil sige munkehætte. Blandt de danske navne for stormhat i Folk og Flora er også munke, munkehætte, blåmunke og munkekappe. Stormhat er samtidig en berygtet/berømt giftsplante, wolfs-bane på engelsk antyder, at den er været brugt som gift mod ulve, ulvebane har være brugt på dansk (betydningen den samme som i banemand).

Stormhats blomster er blå, og som nævnt er blomsternes facon langt fra eranthisblomsters. Men bladene er så vidt jeg husker det meget lig hinanden og der findes andre planter af Aconit slægten der har gule blomster (for eksempel Aconitum lycoctonum). Eranthis er også giftig, men vist nok så ildesmagende at der ikke er risiko for alvorlige skader. Men alt i alt må det være oplagt at munke-betegnelserne på dansk svarer til aconit-betegnelsen på engelsk. Desværre har jeg ingen billeder af stormhat. Jeg havde den i haven som staude, men den er gået ud nu. Den døde omkring det tidspunkt, da haven blev invaderet af iberiske snegle. Jeg har troet, at det nok var sneglene, der fik gjort kål på den. Men ved nærmere eftertanke, er det nok ikke sandsynligt, giftindholdet taget i betragtning. Andre planter i ranunkel-familien trives fint til trods for sneglene.

De franske navne lægger op til en anden vinkel. Der nævnes hele tre navne: Èranthe d'hiver, der jo er vinter-Eranthis, Aconit d'hiver, der modsvarer det engelske navn, og endelig Hellébore d'hiver, vinter Hellebore. Det sidste er en direkte oversættelse af Carl von Linnés oprindelinge betegnelse for Eranthis, Helleborus hyemalis. Helleborus-slægten er vist bedst kendt for arter som julerose (Helleborus Niger) og nyserod (Helleborus Orientalis). Begge arter blomstrer i øvrigt om vinteren eller det meget tidlige forår. Faktisk er Linnés herbarium tilgængeligt på nettet, så her er hans eksemplar af Helleborus hyemalis. Til trods for den falmede farve på blomsten, er den pressede blomst umiskendeligt en Eranthis. Som vist på nyseroden på billedet kan blomsterne godt minde lidt om Eranthis i formen, og også bladenes form kan med lidt god vilje sammenlignes med bladene hos Eranthis

På spansk ser navnet ud til at være Eléboro de invierno, mens portugiserne sjovt nok bygger på Aconit-vinklen. Italienerne går helt på tværs og kalder planten Píè di Gallo, hvilket må være hanefod på dansk. Jeg vil undlade at kommentere svenskernes navnevalg, men det er vintergäk, hvilket jo i høj grad fremmer den internordiske forståelse. Nordmændene har vinterblom og tyskerne winterling.

Update:  Flere af mine eranthisbilleder kan ses her. Nyserod-billeder her

søndag, januar 20, 2008

Strup til overflod

I forbindelse med mit arbejde skriver jeg af og til i en blog om brugen af de såkaldte Bayesianske net i jordbruget. For nylig kom der via Google Alerts en henvisning til en artikel i Nature om en forudsigelse af effekten af blandt den globale opvarmning på isbjørnebestanden. Jeg havde godt læst om problemstillingen om hvorvidt isbjørnene skulle erklæres som truet dyreart eller ej, men nu kunne jeg se at Bayesianske Net havde været anvendt. En konkret anvendelse af matematiske metoder, og oven i købet en, der havde været i dagspressen. Den slags er guld værd, og derfår måtte der blogges:-). Resultatet er her.

Men som sædvanlig gik jeg igang med at checke hjørner af, når jeg skriver bloggen. Så det førte lidt mere med sig. Hovedforfatteren på undersøgelsen hed Steven Amstrup, og det lyder jo umiskendeligt som et dansk navn. Ganske rigtig, der er ihvertfald tre landsbyer af det navn. En ved Horsens fjord, en ved Ulstrup på Randersegnen, og en ved Lemvig. Det næste var så at forklare til en engelsksproget, hvorfor det var så indlysende. En del sider på web'et beskriver baggrunden for -strup/-torp/-rup endelsen på landsbynavne. For eksempel er baggrunden beskrevet godt i det danske wikipedia. Kort opsummeret henviser -trup endelsen til en såkaldt torp som menes at være en udflytterboplads fra en eksisterende beboelse. Første del af navnet henviser så til navnet på personen der etablerede bebyggelsen, eller til noget karakteristisk ved det nye sted. Forklaringen går på, at udvandringen i forbindelse med vikingetogterne havde holdt befolkningstilvæksten i Danmark i ave. Da togterne ophørte var man nødt til at skabe plads i selve Danmark. Det skete ved etableringen af alle torperne. Den nyere historiske forskning har vist ikke kunne bekræfte forklaringen, men bortset fra det, er det en god forklaring. Amstrup skulle så være Ams-torp, eller skulle man vove pelsen og gætte på at det var Am(led)s torp. Saxo Grammaticus nedskrev faktisk fortællingen om den jydske prins Amled, forlægget til Shakespeares forlæg til Hamlet,  mod slutningen af den periode, hvor torper blev etableret.

Men for at eksemplificere ville jeg lave en lille liste med navne omkring min hjemby, Holbæk: Det viste sig at jeg var nødt til at begrænse opremsningen af pladshensyn. Men her en lidt mere udtømmende liste: Knabstrup, Algestrup, Gundestrup, Jyderup, Allerup, Tåstrup, Ordrup, Søstrup, Sasserup, Hellestrup, Herrestrup, Butterup, Borup, Mogenstrup, Tjebberup, Ågerup, Ebberup, Dragerup, Regstrup, Vallestrup, Marup, Sonnerup, Asmindrup, Torkilstrup, Uglerup, Krøjerup, Kagerup, Dramstrup, Hanerup, Springstrup, Sibberup, Nørup, Kisserup, Løserup, Kastrup, osv. På mig virker det ekstremt.

Jeg har suppleret med nogle billeder fra rup-egnene, dels fra Tjebberup, hvor min farmor stammede fra, på billedet er blandt andet hende selv, hendes forældre (mine oldeforældre) og hendes bedste forældre (mine tipoldeforældre). Billedet må være taget for omkring 100 år siden. Da diskussionen om Beatleshår dukkede op, var billedet af tipoldefar godt at have i familiealbummet. Tjebberup er nu meget tæt på at blive opslugt af Holbæks byudvikling. Huset i baggrunden af billedet er nu erstattet af tæt-lav bebyggelse.

Det næste billede er fra kysten ved Dragerup skov i den indre del af isefjorden. Det er taget ved den tidligere sømilestation, hvor RUC nu har marinelaboratorium. Der går en mole/dæmning ud i fjorden,  hvorfra billedet er taget. Dæmningen blev i sin tid anvendt til affyring af torpedoer, når der var prøveaffyringer, men ligger nu ubenyttet hen. Ude i fjorden ligger stadig nogle kunstige øer i forbindelse med anlægget. De fungerer nu som hvilepladser for fugle som disse skarver, og efter sigende også for sæler. Fødegrundlaget for faunaen burde være til stede. Det er jo ikke mere end 100 år siden, at en hel del familier som den tjebberupske kunne brødføde sig ved hjælp af fjordfiskeriet. Men der var selvfølgelig heller ikke så mange mellemled der skulle have avance. I dag læste jeg, at med de seneste prisstigninger går kun 5 % af salgsprisen på et brød til at betale for kornet (måske endda for melet). Med andre ord: et brød til 20 kroner har for 1 krone korn. Det vil sige fremavl og forædling af sædekorn, areal til dyrkning, energi, maskinel, arbejdsindsats til pløjning, harvning, såning, høst og evt. ukrudts- og skadesdyrbekæmpning, tørring af kornet, transport til møllen, rådgivning vedr. dyrkning og pløjning, harvning...., og ovenikøbet regnskabsføring og anden administration vedrørende dyrkningen klares for en krone. Hvad får vi for de 19 kroner ? Mit bedste gæt er, at vi nu er nået til at markedsføringsomkostninger (alle de reklameaviser vi slæber til genbrugspladsen for egen regning) overstiger omkostninger til råvaren. Interessant nok tilskrives prisstigningerne, at kineserne begynder at have et forbrug der kan registreres. Behjertede mennesker tror endda, at en lavere moms på fødevarer vil sænke priserne, fremfor yderligere at hæve avancen i salgsleddet.

fredag, januar 18, 2008

Hvilke frø skal købes i år

Det er en mørk tid. Men det kan jo hurtigt vende. Sidste år på denne tid kom der en dyne sne efterfulgt af nogle dage med højt, flot solskin. (billedet er fra 22. januar sidste år). En af mine faste fornøjelser på denne tid på året har igennem mange år været at gennemtrævle frøkataloget fra Chiltern Seeds. Det dumper gerne ind i den sidste uge før jul. Men ak, op til denne jul kom der intet. Jeg har vandret hvileløst rundt ved brevsprækken, men intet er sket. (I parentes bemærket tilhører jeg den efterhånden snævre kreds, der får post igennem en brevsprække og ikke i en postkasse). Frøkataloget fra Chiltern Seeds er på mange måder anderledes. Der er kun billeder på omslaget. De pergamentspapirtynde sider består af tilsyneladende tørre beskrivelser af de forskellige plantesorter, arrangeret i alfabetisk orden -- efter de latinske navne selvfølgelig. En nærlæsning afdækker et væld af informationer, som jævnligt suppleres med finurlig engelsk humor. Udbuddet dækker mange obskure plantearter fra hele verden og en hel del af dem også vildformer. Desuden en række frøblandinger, hvor man ikke ved hvad der vil spire frem. Jeg kan se jeg ikke er alene om den positive oplevelse, se for eksempel her og her.

Men i år brændte de mig af, sikkert med begrundelsen, at jeg ikke købte noget hos dem sidste år. Så nu har jeg i stedet besøgt deres webside. Årets udbud ser spændende ud. Jeg kun rigtigt fået læst blandt grøntsager og krydderurter, og der er mange nyheder, eller rettere mange gamle traditionelle sorter, som er udbudt. (Jeg tror det hedder traditionelle sorter på dansk, det engelske begreb er Heirloom, men arvestykke er næppe det rigtige ord. En google søgning på frøsamler finder frem til hjemmesider om emnet, specielt Foreningen Frøsamlerne). Nye kålsorter (både alm. og asiatiske), nye bønner, nye tomater og specielt nye auberginer. Her vil jeg fortælle om nogle af mine faste favoritter, så vender jeg senere tilbage med det nye.

Mizuna

En af de tidligste planter er Mizuna (Brassica rapa spp. nipposinica), der er meget karakteristisk med sin roset af fligede blade. Navnet er vist japansk, men mon ikke den oprindelig er fra Kina, som det lastinske underartsnavn nipposinica antyder.

Den er tæt beslægtet med kinakål, men smagen er mere frisk og eftersmagen ikke helt så kålagtig. Den kan både anvendes i salat efter at være skyllet og efter tilberedning. Jeg bruger meget at lave en pastaret ved at svitse den sammen med løg på panden. Oprindelig vist nok en opskrift med spinat eller Rucola fra en af Marcela Hazan's italienske kogebøger, men det fungere fint med mizuna. Den kan høstes af flere gange, men løber i stok til sidst. Den er meget kuldetålende, og er vist egentlig bedst ved såning om efteråret. Som de øvrige Brassica rapa underarter,  kinakål og Pak Choi (og agerkål) er dens naturlige vækstmønster vist fremspiring om efteråret og blomstring om foråret.

Tomatillo

Tomatillo (Physalis ixocarpa) har et meget præcist navn. Den tilhører samme slægt som ananas kirsebær (Physalis peruviana) og kinalygte (?) Physalis franchetii, alle tre har de karakteristiske hylstre om frugten. Blomsterne med det spidse 'næb' signalerer klart at den hører til natskyggefamilien. Det kender vi jo blandt andet fra tomat, kartoffel, og den hjemlige bittersød natskygge. Så vidt jeg har kunnet læse mig til vokser tomatilloen nærmest som ukrudt i meksikanske majsmarker. Den sætter et væld af frugter der er sprængfyldte med frø. De seneste vintre har frøene kunne overvintre både på friland og i drivhus, så der spirer en del planter frem. Jeg sår også gerne en portion indendørs, kimplanterne minder en del om tomatens kimplanter. Når de skal prikles ud, skal man være meget varsom. Kimplanternes stængler knækker let. Oprindeligt troede jeg, at den var mere varmekrævende end tomaten. Men det har gået fint med at dyrke den på friland de seneste år. Tomatillo (Physalis ixocarpa) har meget præcist navne. Tomatillo betyder 'lille tomat'. Ixocarpa henviser til frugten, hvis skal (carpa) virker klistret (ixo-). Stænglerne på tomatilloen er tilbøjelige til at knække, så det er normalt en god ide at støtte den med nogle grene

På det næste billede er vist hylstret ret tidligt efter bestøvning. Først svulmer hylstret op  og først senere kan frugten følge med. I modsætning til ananas kirsebær, bliver bærret ved med at vokse indtil hylstret er helt fyldt ud, enkelte gange revner bærret. Billedet er taget i mit drivhus, og man kan se bomuldssnoren, der bærer planten.

Bærret er grønt, men når det bliver modent bliver det mere gulgrønt, eventuelt med en violet aftegning. Der findes sorter der nærmest bliver helt violette ved modenhed. Ingen af mine sædvanlige frøleverandører har haft den på sortimentet. I Mexico anvendes tomatilloen til salsa, det vil sige ikke dansen, men sovsen. Jeg bruger den gerne på andre måder.  Det er vist de grønne, ikke helt modne tomatilloer, der anvendes til salsaen. Jeg har en ide om at de grønne tomatilloer må kunne syltes på samme måde som grønne tomater, men jeg har ikke forsøgt det.

Det sidste tomatillo-billedet viser ingredienserne til min aftensmad. Af datoen på billedet kan jeg se at det var xx.xx. Frugterne er cirka på størrelse med en lille tomat. Opskriften er cirka som følger: Lidt olivenolie hældes på en pande ved forholdsvis høj varme. Dernæst hakkes et par løg og svitses på panden i olivenolien. Tomatilloerne skæres i skiver og hakkes let. Når man er færdige med det har løgene fået nok, og tomatilloerne hældes på panden. Når de har svitset i 3-4 minutter, hældes en sjat hvidvin på. Der skrues ned til lavt blus. Lidt salt tilføres. En gang pasta for eksempel penne rigata koges. Når pastaen er ved at være klar puttes lidt krydderurter ned til tomatilloerne, for eksempel persille som på billedet, men basilikum og oregano er også velegnede. Når pastaen er klar hældes vandet fra og pastarørerene blandes med tomatillo-saucen. Der serveres medd godt brød og nyrevet parmesanost. Tilberedningstid alt i alt ca 20 min. Høst inkluderet.

I øvrigt har jeg også en ananas kirsebær, som jeg oprindeligt fik i en blandet frøpakke fra Chiltern seed. Det tog et årstid før jeg fandt ud af hvad det var for en plante. I lighed med tomatilloen er den meget god til at sætte frø, og meget let at få til at spire frem. Oven i købet er den flerårig, og det er let at få stiklinger til at slå rod. En af nyhederne hos Chiltern seed er endnu en spiselig physalis, Physalis Angulata, mon ikke den skal prøves i år.

Græsk basilikum

En anden af mine faste favoritter er en småbladet basilikum, kaldet græsk basilikum (Ocimum minimum), som navnet til trods stammer fra Chile. Den er iøvrigt glimrende som krydderi i ovennævnte tomatillo-baserede pastasovs. Billedet er taget meget tæt på så bladene virker for store. Jeg synes den græske basilikum er den nemmeste at dyrke. Klarer sig fint i vindueskarmen, når den danske sommervarme udebliver. Chiltern Seed har mange forskellige arter af basilikum i sortimentet. For eksempel en storbladet variant fra Napoli (Napoletano - Ocimum basilicum). Den er tilbøjelig til at få bladluseangreb. En anden variant er Lakrids basilikum, som har en interessant kombination af basilikum og anis-smagen, dens blade er lidt violette. Endeligt har jeg forsøgt mig med træbasilikum (Ocimum gratissimum), som er flerårig (og efter sigende kan blive til et meterhøjt træ). Der er lidt nellikeagtigt over duften. Den er let at stiklinge formere og kan  overvintres inden døre. Jeg har en som jeg har haft i omkring 10 år. Har man lyst til at prøve forskellige basilikum er der rige muligheder. Alt i alt er der omkring 25 forskellige slags basilikum i kataloget. Man kan også købe et basilikum mix så ma hurtigt kan afprøve forskellige

Crystal lemon agurk

En gul agurk cirka på størrelse med et æble. Også den er en renavlet sort, og ikke en hybrid. Man kan derfor samle frø ind hvert år. De frø, jeg har nu, ser imidlertid ud til at have en genetisk defekt. Efterhånden som planterne vokser til forgrener stænglerne sig som normålt. Men de splittes ikke op vokser i hver retning. I stedet fortsætter de i et bredere og bredere bændelagtigt 'bånd'. Hver gang der skulle have været en forgrening, bliver 'båndet' bredere. Til sidst kan det være flere cm bredt, men stadig væk kun en stængel høj. Når man selv samler frø er det kun meget få planter der bidrager til næste generation. Derfor kan der let opstå indavl. Det er formentlig det jeg er rendt ind i. Så i år vil jeg supplere med friskt frø. I kataloget er den anført som ridge cucumber, den engelske betegnelse for frilandsagurk. Betegnelsen referer til at man normalt planter frilandsagurker på en forhøjning. Der er jo en del steder i England med tilsvarende klima som det danske, så det er muligt at den også kan klare sig på friland her. Men ikke hos mig, agurkeduften er uimodståelig for de iberiske snegle. De gør kort proces, når jeg forsøger med udplantning

Billederne er begge fra drivhuset. Agurkeblomsterne er lidt undseelige, men de er flotte tæt på. På billedet kan man se de sorte pigge på den modne agurk. Der er lette at gnide af. (Bønnen i forgrunden er en barloto bønne). Smagsmæssig er Crystal Lemon den bedste agurk jeg har spist. Før jeg fik drivhus, tror jeg slet ikke, at jeg overvejede smagsnuancer hos forskellige agurkesorter. Men der er væsentlige smagsnuancer mellem de forskellige agurkesorter. Agurken på billedet kunne med fordel være plukket tidligere, den er lidt for moden. Skrællen bliver mere grov og smagen en anelse bitter.  I de senere år er en gul, kuglerund agurk markedsført i de danske frøposestativer.  Det er en F1-hybrid, så man kan ikke selv indsamle frø. Mit gæt er at det er en beskyttet sort, så frøfirmaet har rettighederne. Der findes jo ikke GPL-licenser for open-source heirloom sorter, men rettighedsproblematikken er jo mindst lige så interessant for public-domain sorter som for kildetekst til computer-programmer.

Squash: Tondo di Nizza

Jeg eksperimenterer gerne med forskellige sorter af squash/zucchini/courgetter. Jeg anvender ikke F1 hybrider, og kan derfor let indsamle hjemmeavlede frø, så jeg kan så mange planter. Jeg supplerer dog jævnligt op med indkøbte frø. Favoritten er Tondo di Nizza, som også kendes i en fransk version Ronde de Nice. Den er kuglerund, og bør normalt høstes når den er omkring tennisboldstørrelse. Den kuglerunde facon er også ideel til fyldte squash i så fald er det nok lidt mere en tennisbold der skal sigtes efter. Squashen på billedet stammer fra hjemmeavlet frø, en krydsning mellem en Green Bush squash (som standardsupermarkedssquashen) og en Tondo di Nizza. Frugtlegemet på en rigtig Tondo er kuglerundt allerede i blomsterstadiet. Jeg foretrækker at have mange squash-planter af flere årsager. En del af planterne udnyttes som foder til mine iberiske snegle, men skulle de overleve er det let at nedfryse overskydende squash. Jeg høster squashene meget tidligt, ca halvt så store som supermarkedssquashen med den runkede ydre skal. Jeg har også en ambition om at kunne udnytte hanblomsterne i madlavningen. Indtil videre er det blevet til at servere dem som friturestegte og til noget frikadelleagtigt, som jeg ikke helt kan huske opskriften på. Men godt smagte det. Mit udbytte per plante er vist også forholdsvist lavt på grund af, at jeg fravælger at bruge F1-hybrider. Mit mål er ikke maksimalt udbytte per plante, men at have tilstrækkelig med friske squash, når jeg får lyst til det.

Og når jeg får lyst kunne det for eksempel være: En squash, et fed hvidløg, en syltet cilipeber, olivenolie, lidt hvidvin, Balsamico eddike, Basilikum, parmasanost, flutes og pasta skruer. En sjat vand i pastagryden og resten i elkedlen. Panden sættes på komfuret med lidt olivenolie. Ovnen tændes. Hvidløg og chilipeber hakkes og svitses let i olien. Squashen skæres i små terninger og vandet koger både i gryde og elkedel. Elkedlens vand hældes op i gryden og nu er hvidløget ved at få for meget. Den hakkede squash op på panden, pastaskruer op i gryden, flutes ind i ovnen. Squashen vendes på panden, og væden forsvinder langsomt. Efter nogle minutter lidt hvidvin på squashene. Lige før pastaen er færdigkogt, drysses basilikum på squashene, der skrues ned for varmen, en sjat balsamico eddike hældes på, vandet hældes fra pastaskruerne og de vendes i squashen. Op på tallerkenen med squash og pasta, flutes er klar, parmesan ost rives, og der serveres. Det kan faktisk gøres på mindre end et kvarter. Hektisk men godt.

 

Det blev en længere fortælling, men jeg tror jeg holder her. Afslutningsvis vil jeg nævne en anden frøleverandør som jeg har trukket på -- det svenske Runåbergs Fröer. De har også mange spændende plantesorter repræsenteret, og har ligeledes altid ydet god service. Og også et spændende katalog blandt andet med instruks til hvordan man kan samle frø fra de forskellige arter.

fredag, januar 04, 2008

Redekasser i en plastic-alder

Jeg bor op til en skov og en å. Derfor har jeg et rigt fugleliv i haven. Men til trods for det, har jeg indtil i år kun haft en enkelt sølle redekasse til fuglene. Som det fremgår af billedet er det en meget lille, sølle trekantet kasse, der hænger på solsiden (!) af et birketræ. Kassen hang der, da jeg flyttede ind. I bunden er den ikke mere end godt 10 cm bred. Den hænger så højt, at jeg ikke kan komme til at rense den. Den må være beregnet til blåmejser med det lille indflyvningshul. Så den burde ikke være attraktiv for de lidt større musvitter. Men den har i samtlige godt 20 år produceret musvitkuld og har været benyttet til overnatningssted om vinteren.

Sidst på vinteren i 2007 fik jeg endelig kastet mig ud i at købe fuglekasser til min noget vildtvoksende have. Jeg faldt for et tilbud fra Bird Box Company, hvor man kunne købe henholdsvis mejse- og stærekasser i polypropylen. Jeg bestilte 5 kasser af hver type. De ankom prompte. Mejsekasserne 6-kantede, som jeg havde bestilt det. Stærekasserne mere traditionelt firkantede, vistnok i modstrid med bestillingen.

Min første reaktion efter modtagelsen var dels en dyb skepsis og dels en beundring. Min skepsis begrundet i, at det at kunne tage omkring 80 kroner for et stykke udstandset bølgepap var imponerende, også selv om pappet var af plastic. Og jeg havde modtaget 10 stykker. Plus 20 stk. flettede nylon snørebånd til ophængningen. Min beundring begrundet i de samme forhold. Hvis redekasserne virkede, måtte de gerne få pengene, det var stadigt billigere end trækasserne, selv om de udstandsede ark af polypropylen ikke kan koste mange kroner at producere. En af mine bekendte, da jeg var knægt, fablede om at producere bistader i skumplast. Det lykkedes med en vis succes. Så jeg er åben over den slags ideer.

Beundringen steg da jeg på bedste IKEA-maner begyndte at samle kasserne. Det udstandsede plastic-pap viste sig at kunne formes til både egern-spærre og stige bag i kassen til de håbefulde fugleunger. Desuden fulgte der flere forskellig hultyper med til hver kasse. Så jeg kunne vælge, hvilken slags mejse jeg ville have, og om der skulle en rødstjært eller stær i stærekassen, blot ved at vælge det rigtige indgangshul.

Efter at have samlet de 10 puslespil i polypropylen, begav jeg mig i slutningen af februar på havevandring og ophængte kasserne på strategisk udvalgte pladser. Billederne viser lidt af de forskellige placeringer. Dernæst fulgte en nervøs venten på at der skulle komme beboere i kassen, og jo, jeg ved godt, at det ideelle ville have været at hænge kasserne op om efteråret, så fuglene kunne bruge dem som overnatningspladser i de frostklare nætter. Men det var jo for sent.

Resultatet blev, at der kun var to af kasserne, der tiltrak et fuglepar. I begge tilfælde var det et musvitpar, der meldte sig som indbyggere i slutningen af april. Den ene kasse var placeret på på mit afdøde Ingrid Marie æbletræ, den anden på et udhus tæt på mit drivhus. I begyndelsen af maj måned klækkedes æggene og der blev en livlig aktivitet ud og ind af kasserne

Det lykkedes mig efter mange forsøg at forevige musvittens udflyvning med mit forholdsvis bedagede Olympus Camedia digital kamera. Men det lykkedes først efter at jeg havde slået al automatikken fra. Det splitsekund, som det tager for musvitten at flyve ind og ud, levner ikke tid til måling af belysningsintensiteten og automatisk afstandsindstilling. Så det blev til mange billeder af et tomt redekassehul, før jeg lærte lektien. Og iøvrigt blev provokeret til at opgradere til et digitalt spejlreflekskamera.

Mens jeg fordrev tiden med at tage billeder og købe kamera, havde musvitterne anderledes travlt. Så vidt jeg kan bedømme på billederne var der en del stankelben, der måtte lade livet på den konto. Før jeg flyttede til Jylland oplevede jeg at få min parcelhusgræsplæne undermineret af myriader af stankelbenslarver. Så jeg har et afslappet forhold til den forøgede dødsrisiko for stankelbenene. Også selvom der må gå mange til, for at få opfodret sådan et kuld musvitunger. Både han og hun musvit var i konstant pendulfart med føde til de forslugne, skrigende unger.

Selv om redeperioden er hektisk er den alligevel kortvarig. I begyndelsen af maj begyndte musvitungerne at få det for trangt, og tog fat på at inspicere verden uden for kassen med undrende øjne. Allerede dagen efter blev fristelserne udenfor kassen for tillokkende for ungerne og de forlod kassen.

Jeg ventede spændt på, at musvitterne skulle kaste sig ud at producere deres næste kuld. Men nej, kasserne var forladt. Heller ikke de øvrige 8 kasser virkede tillokkende. Så det blev ved de 2 polypropylenkasse-producerede kuld. Jeg er fortsat lidt skeptisk over, om det var en fornuftig investering. Men jeg slap selvfølgelig med at skulle rengøre 2 redekasser i efteråret. Det var til gengæld let. Elkedlen blev sat i gang med at koge vand. Snørerne, der bandt kassen til træet, blev bundet op. Toppen af kassen forsigtigt åbnet, og det kogende vand hældt over redematerialet. Efter afkøling blev det skoldede redemateriale hældt ud. Kassen var ren og fin, og kunne hænges op igen. Selvfølgelig er det fristende at undlade det kogende vand og blot stikke hånden ned for at fjerne redematerialet. Men jeg har een gang i min tilværelse stukket hånden ned i en fugleloppebefængt rede, så jeg har ingen problemer med at huske at hælde kogende vand på.

Så nu afventer jeg spændt forårets komme. Vil flere af kasserne blive beboet? Jeg har funderet over, om det er de rigtige placeringer, de rigtige hulstørrelse og -faconer, jeg har tilbudt mine fugle. Foretrækker fugle at bo på vestvendte asketræer i kasser af stærekassestørrelse med ovale indflyvningshuller fremfor i en hasselbusk med runde huller. Og hvilken diameter ? Og i hvilken højde ? Når jeg bliver for dybsindig kigger jeg på min gamle blåmejsekasse og lader stå til. Så kasserne får chancen et år mere uden ændringer.

Og i går lagde jeg mærke til at en af kasserne allerede nu benyttes som overnatningssted. Der er håb :-)

torsdag, januar 03, 2008

Rim på skvalderkål

Titlen giver jo associationer til Benny Andersens Skvalderkål Blues fra hans og Poul Dissings LP: Hymner og Ukrudt. Jeg søgte efter teksten til sangen men det eneste jeg fandt var en lidt obskur reference fra Havenyts diskussionssider. Sangen kommer et stykke nede på siden, så søg på siden efter 'Skvalderkål Blues'. Et uddrag af teksten:

Jeg sprøjter ikke med gift
farer ikke frem med brand og bål
Jeg vil ha fred i min have
så nu dyrker jeg kun skvalderkål
....

Der er jo gået mode i at fremhæve skvalderkålens (Aegopodium podagraria) fortræffeligheder. Den er en gammel lægeplante, som det latinske navn antyder blev den anvendt mod podagra og andre blærelidelser, samt desuden mod gigt. Den menes indført via klosterhaverne, faktisk er en af de engelske navne for planten biskoppens ukrudt (Bishops weed), selv om det mest almindelige vist er Ground Elder, (jordhyld). Som mange andre planter kan den spises, se for eksempel her. Men, efter min mening har den een stor ulempe i madlavningen, den smager ikke godt ! Så til de stakkels skolebørn der bliver påduttet at spise skvalderkål: "Det er ikke fordi det er ukrudt at det smager dårligt". Vælg dog brændenælder, afblegede mælkebøtter, sødskærm, vårsalat etc. når børne skal opdrages.

Men tilbage til emnet. Når man nu ikke får fjernet alle sine skvalderkål, sætter de jo frø, og frøstandende tørrer ind og stikker op i haven. Edderkopperne kan benytte frøstanden som ophæng for deres spind. Lidt rimtåge en kold decemberdag og resultatet bliver som vist på billedet.

Og det er i grunden jo ikke så galt.