Jeg bor op til en skov og en å. Derfor har jeg et rigt fugleliv i haven. Men til trods for det, har jeg indtil i år kun haft en enkelt sølle redekasse til fuglene. Som det fremgår af billedet er det en meget lille, sølle trekantet kasse, der hænger på solsiden (!) af et birketræ. Kassen hang der, da jeg flyttede ind. I bunden er den ikke mere end godt 10 cm bred. Den hænger så højt, at jeg ikke kan komme til at rense den. Den må være beregnet til blåmejser med det lille indflyvningshul. Så den burde ikke være attraktiv for de lidt større musvitter. Men den har i samtlige godt 20 år produceret musvitkuld og har været benyttet til overnatningssted om vinteren.
Sidst på vinteren i 2007 fik jeg endelig kastet mig ud i at købe fuglekasser til min noget vildtvoksende have. Jeg faldt for et tilbud fra Bird Box Company, hvor man kunne købe henholdsvis mejse- og stærekasser i polypropylen. Jeg bestilte 5 kasser af hver type. De ankom prompte. Mejsekasserne 6-kantede, som jeg havde bestilt det. Stærekasserne mere traditionelt firkantede, vistnok i modstrid med bestillingen.
Min første reaktion efter modtagelsen var dels en dyb skepsis og dels en beundring. Min skepsis begrundet i, at det at kunne tage omkring 80 kroner for et stykke udstandset bølgepap var imponerende, også selv om pappet var af plastic. Og jeg havde modtaget 10 stykker. Plus 20 stk. flettede nylon snørebånd til ophængningen. Min beundring begrundet i de samme forhold. Hvis redekasserne virkede, måtte de gerne få pengene, det var stadigt billigere end trækasserne, selv om de udstandsede ark af polypropylen ikke kan koste mange kroner at producere. En af mine bekendte, da jeg var knægt, fablede om at producere bistader i skumplast. Det lykkedes med en vis succes. Så jeg er åben over den slags ideer.
Beundringen steg da jeg på bedste IKEA-maner begyndte at samle kasserne. Det udstandsede plastic-pap viste sig at kunne formes til både egern-spærre og stige bag i kassen til de håbefulde fugleunger. Desuden fulgte der flere forskellig hultyper med til hver kasse. Så jeg kunne vælge, hvilken slags mejse jeg ville have, og om der skulle en rødstjært eller stær i stærekassen, blot ved at vælge det rigtige indgangshul.
Efter at have samlet de 10 puslespil i polypropylen, begav jeg mig i slutningen af februar på havevandring og ophængte kasserne på strategisk udvalgte pladser. Billederne viser lidt af de forskellige placeringer. Dernæst fulgte en nervøs venten på at der skulle komme beboere i kassen, og jo, jeg ved godt, at det ideelle ville have været at hænge kasserne op om efteråret, så fuglene kunne bruge dem som overnatningspladser i de frostklare nætter. Men det var jo for sent.
Resultatet blev, at der kun var to af kasserne, der tiltrak et fuglepar. I begge tilfælde var det et musvitpar, der meldte sig som indbyggere i slutningen af april. Den ene kasse var placeret på på mit afdøde Ingrid Marie æbletræ, den anden på et udhus tæt på mit drivhus. I begyndelsen af maj måned klækkedes æggene og der blev en livlig aktivitet ud og ind af kasserne
Det lykkedes mig efter mange forsøg at forevige musvittens udflyvning med mit forholdsvis bedagede Olympus Camedia digital kamera. Men det lykkedes først efter at jeg havde slået al automatikken fra. Det splitsekund, som det tager for musvitten at flyve ind og ud, levner ikke tid til måling af belysningsintensiteten og automatisk afstandsindstilling. Så det blev til mange billeder af et tomt redekassehul, før jeg lærte lektien. Og iøvrigt blev provokeret til at opgradere til et digitalt spejlreflekskamera.
Mens jeg fordrev tiden med at tage billeder og købe kamera, havde musvitterne anderledes travlt. Så vidt jeg kan bedømme på billederne var der en del stankelben, der måtte lade livet på den konto. Før jeg flyttede til Jylland oplevede jeg at få min parcelhusgræsplæne undermineret af myriader af stankelbenslarver. Så jeg har et afslappet forhold til den forøgede dødsrisiko for stankelbenene. Også selvom der må gå mange til, for at få opfodret sådan et kuld musvitunger. Både han og hun musvit var i konstant pendulfart med føde til de forslugne, skrigende unger.
Selv om redeperioden er hektisk er den alligevel kortvarig. I begyndelsen af maj begyndte musvitungerne at få det for trangt, og tog fat på at inspicere verden uden for kassen med undrende øjne. Allerede dagen efter blev fristelserne udenfor kassen for tillokkende for ungerne og de forlod kassen.
Jeg ventede spændt på, at musvitterne skulle kaste sig ud at producere deres næste kuld. Men nej, kasserne var forladt. Heller ikke de øvrige 8 kasser virkede tillokkende. Så det blev ved de 2 polypropylenkasse-producerede kuld. Jeg er fortsat lidt skeptisk over, om det var en fornuftig investering. Men jeg slap selvfølgelig med at skulle rengøre 2 redekasser i efteråret. Det var til gengæld let. Elkedlen blev sat i gang med at koge vand. Snørerne, der bandt kassen til træet, blev bundet op. Toppen af kassen forsigtigt åbnet, og det kogende vand hældt over redematerialet. Efter afkøling blev det skoldede redemateriale hældt ud. Kassen var ren og fin, og kunne hænges op igen. Selvfølgelig er det fristende at undlade det kogende vand og blot stikke hånden ned for at fjerne redematerialet. Men jeg har een gang i min tilværelse stukket hånden ned i en fugleloppebefængt rede, så jeg har ingen problemer med at huske at hælde kogende vand på.
Så nu afventer jeg spændt forårets komme. Vil flere af kasserne blive beboet? Jeg har funderet over, om det er de rigtige placeringer, de rigtige hulstørrelse og -faconer, jeg har tilbudt mine fugle. Foretrækker fugle at bo på vestvendte asketræer i kasser af stærekassestørrelse med ovale indflyvningshuller fremfor i en hasselbusk med runde huller. Og hvilken diameter ? Og i hvilken højde ? Når jeg bliver for dybsindig kigger jeg på min gamle blåmejsekasse og lader stå til. Så kasserne får chancen et år mere uden ændringer.
Og i går lagde jeg mærke til at en af kasserne allerede nu benyttes som overnatningssted. Der er håb :-)
