torsdag, september 06, 2007

Unik journalistik i Berlingeren

En journalist ved Berlingske tidende, Elisabeth Lumby, har givet eksempel på sin unikke ekspertise til videnbearbejdning. Endnu en bekræftelse af at visse journalister formår at skrive om noget de intet aner om, uden at fornemme de er på tynd is. I en artikel om et boblerev i Kattegat skriver hun:

I sig selv er boblerevene kedelige og grå, men de er bevokset af tang, alger og farverige planter som søanemoner, sønelliker og dødningehånd.

(min fremhævning).

Pssst! Elisabeth: Når der er noget du ikke ved noget om, så prøv at google. Første hit med "søanemoner":

Søanemoner hører til de absolut flotteste og mest fascinerende dyr man kan have i sit ...

Første hit med "sønelliker":

Du søgte på: emne=sønelliker. Ny søgning. Præcisér søgning ... Emne: sønelliker ; Metridium senile ; havdyr ; Danmark ; stenrev ; zoologi ; marinezoologi

Første hit med "dødningehånd":

Alcyonium digitatum Dødningehånd. Foto: F. E. Moen, Dette er kanskje en av de nesledyrartene som oftest observeres av dykkere.

Kunne det være at det ikke var planter ? Til nød kan man jo forstå, at hun tror, at det bare er anemoner og nelliker der vokser i havet, men dødningehånd! Hvordan bliver det til en plante. Kunne være interessant at få at vide, hvilke væsener hun tror, at søhest og havtaske er.

Men måske gør jeg hende uret. Når jeg søger på hendes navn dukker blandt andet denne side op: Nyt om latterens helbredsgavnlige virkning: Gigtpatienter ler smerterne væk. Måske var hendes ærinde med artiklerne om de farverige planter på boblerevet blot at få gigtpatienter til at grine.

De viste billeder er velvalgte billeder fra haven: Et par landfaste, men farverige planter, Nellike og (blå) anemone. Dødningehånden var ikke til at finde på land.