søndag, november 26, 2006

Kristtorn og årets sidste æbleindsamling

I dag var mildt vejr med blå himmel, så jeg fik klaret nogle af de manglende ting før vinteren. Det blev til endnu en trillebør-fuld gråsteneræbler, men mon ikke jeg fik levnet tilstrækkeligt til solsortene. Æblerne dækker stadig jorden ganske tæt, og der hænger stadigvæk en del æbler på træet. Også Filippa-æblerne var der 4-5 tilbage tilbage af. Som billedet viser har solsorten også hakket i det. Egentlig tog jeg billedet fordi det vrimlede med bananfluer. Men ved nærmere eftersyn var der kun en slags myg (?) tilbage da billedet blev taget. En enkelt stabil bananflue blev det til oppe venstre hjørne. Det er utroligt hvad der er af insekter i år, her sidst i november. (De små iberiske skovsnegle ser også ud til at trives).

(Ifølge Folk og Flora Bind 3, side 90 stammer Filippa-æblet fra Hundstrup på Fyn. Filippa var datter til førstelærer F. Johansen og hun såede i 1877 to kerner af et vildæble i en urtepotte. Begge kerner spirede, det ene træ blev ødelagt af en ko, mens de første æbler på det andet træ kom i 1884. Først i 1886 fik man høstet dem på rette tid og fandt ud af hvor velsmagende de var. For gråstener (gravenstener) er historien ikke så klar (side 91 samme bog). Der er mange forskellige versioner. Men alle har et eller andet at gøre med grev Ahlefeldt på Gråsten slot omkring 1700. De fleste historier går ud på at kviste af italienske/franske (Savojiske) træer blev importeret. Måske af sorten Calville Blanc. Gad vide om vore dages DNA-fingerprinting har opklaret mysteriet. Jeg må have fat i eksperterne på Årslev - mere om det senere).

Kristtorn

Mens jeg var i haven fik jeg taget billeder af min kristtorn, som for første gang er dækket af røde bær. Ved at klikke på billedet kommer man til mine billeder på Flickr og der er mange flere billeder. Jeg er i tvivl om hvad det er for en slags Ilex, som beskrevet i Wikipedia er der nok at vælge imellem. Bladene er nærmest helrandede med kun antydninger af torne. En ting er sikkert, årsagen til de røde bær kommer nu, skal søges i lidt længere henne i haven. Her er en vaskeægte europæisk kristtorn Ilex aquifolium. Den er selvsået og jeg har bare flyttet den til et andet sted i haven. I år er den begyndt at blomstre, og det må være en hanplante. Og tilstrækkeligt nært beslægtet med min hunplante på første billede, til at kunne give afkom

Kristtorn er knyttet til flere legender om Jesus (Folk og Flora bind 3 side 25 ff.). Dels tornekronen, men også med tilknytning til palmesøndag og til det ophold i Ægypten, som Mattæus fortæller om, men som er i modstrid med Lukas-evangeliets fortælling. Andre navne er maretorn, blev benyttet som middel mod mareridt, hyffel/høffeltorn. Bærrene er giftige og har været anvendt som afføringsmidler. Veddet er hårdt og har været brugt for eksempel til rokker og træskærerarbejdet.

Vandstæren landet

Idag så jeg vandstæren for første gang i denne vinter, den sad på samme sten, som da jeg skrev om den i foråret. Den har stabile vaner. Jeg mener den har været her et stykke tid, jeg synes jeg har hørt den kvidre (hvis det er det den gør) og tror også den har sunget.
Filed in:

Ingen kommentarer: