Agurk
Noget af det jeg får tiden til at gå med er at sikre næste års produktion i haven. Agurker har let ved at skjule sig i et drivhus for alt vælter frem. I det øjeblik de begynder at skifte farve bliver det lettere, men så er det for sent at høste dem. Normalt anvender jeg forholdsvis gamle sorter, og de har det med at blive bitre, når de når det modne stadie, som den her Bedfordshire Prize Ridge. Derfor bruger jeg dem til frø. Jeg har haft agurken liggende indtil nu. Billedet er fra 1. oktober, så sidste salgsdag var tydeligvis overstået. Men nu har jeg altså fået taget mig sammen og er ved skille frøene fra det meget væskeholdige indre. (En godt og vel flydende væske apropos den meget snak om flysikkerheden). Så næste års produktion skulle være sikret, der er mange frø i sådan en agurk.
Jeg har dog stadig en enkelt agurk liggende, men af sorten Chrystal Lemon. I modsætning til den foregående skal den her være lysegul ved modenhed. Og som det ses er det en rund agurk. Hvis man tror, at en agurk bare er en agurk, skulle man prøve den her. Men også den kan gemme sig, og blive overmoden. Og det er sådan een jeg har liggende, men det skulle sikre næste års høst.
Squash
Weekenden har også budt på høst af frø fra den sidste squash. Sidst jeg høstede frø var godt 10 år siden, så de var ved at være opbrugt. De gamle frø var en krydsning mellem den almindelige "Green Bush", og den runde fra Nice (Tondo di Nizza/ Rondo de Nice). "Green Bush" ligner den standard F1 courgette/squash/zucchini man kan købe året rundt i supermarkedet til 9.95, men er sortsfast. Tondo'en er en rund, grøn sort, som også er sortsfast. Udover de gamle hjemmeavlede frø sår jeg normalt Tondo frø, som jeg køber, plus en eller anden prøvesort.
I år startede jeg tidligt med frøhøsten, en hjemmeavlet plante, og en Tondo blev afsat til formålet. Jeg bestøvede begge to med en Tondo hanblomst. Den rene tondo-krydsning fik gnavet hul på skallen af snegle, så den høstede jeg forholdsvist tidligt og jeg tror ikke frøene er blevet rigtigt modne. Squashen med T $\times$ (T $\times$ G) frøene tog jeg ind midt i oktober og har haft den liggende indtil nu. Skallen var blevet gul og træagtig som en vintersquash. Den kunne sikkert have holdt sig meget længere. Men jeg skrællede den, tog frøene ud og frøs resten ned. Der var rigeligt, så nu skulle jeg have frø til de næste 10 år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar