lørdag, november 17, 2007

Det rene kogleri

13. april

Det startede i begyndelsen af april. Lærketræet begyndte at blomstre. Det første billede er taget den 13. april. De højrøde kogler med hunblomsterne stikker i vejret, mens hanblomsterne er åbne på undersiden af grenen. Spindelvævet er allerede spundet.

Jeg begyndte at fotografere koglerne, fordi morgensolen faldt på dem, og de hang i en højde, hvor jeg ikke risikerede liv og lemmer for at tage et billede. Dette lærketræ er formentlig Larix decidua og er kæmpestort. Der er stort set altid fugle i træet. Mejser, spætmejser, spætter, skovduer, solsorte etc.

21. april

Ugen efter er hanblomsterne allerede på retur. Nålene er ved at have nået deres fulde længde. De røde hunkogler ser appetitlige ud, men så vidt jeg har kunnet se, er det ikke noget fuglene spiser. Med en enkelt undtagelse, tjuren. Desværre tror jeg næppe, at det bliver aktuelt i min have.

28. april

Nålene udvikles fortsat mens hanblomsterne er hensygnede. Lærketræer har tidligere været udnyttet til mange formål. Selvfølgelig som tømmer, men også ved produktion af terpentin. Den såkaldte venetianske terpentin udvindes af lærketræets saft. I Siberien har man konserveret de grønne nåle om foråret ved mælkesyreforgæring (ala surkål og ensilage) og brugt dem om vinteren som salat. Lærketræet udskiller tillige et sukkerlignende stof ved nålene, det såkaldte manna fra Briançon. Herfra kan sukkerstoffet melizitose rafineres.

7. juli

I juli måned er koglerne ved at være færdigudviklede. Den røde farve er afløst af grønt, og de enkelte kogleskæl er kødfulde. Koglerne har nået deres fulde størrelse. Som på de andre billeder er koglerne viklet ind i edderkoppespind, et sikkert tegn på, at der er insekter i nærheden.

4. November

Nu hvor vi er nået november er koglernes udvikling stort set færdig. Frøene er færdigudviklede til at falde ud. Selve koglerne kan blive siddende længe endnu.

2 kommentarer:

Havehyrden sagde ...

Meget spændende blog du har og utrolig flotte fotos. Hvilket kamera benytter du?

Erik sagde ...

Bortset fra en kort periode maj-august i år har jeg brugt et
Olympus Camedia C-700 Ultrazoom. I sommerperioden et Olympus
E-400, indtil jeg satte mig for at undersøge om det var vandtæt
:-(. Jeg har efter din kommentar ændret på min opsætning på
Flickr, så kamera og anden EXIF information nu fremgår (Jeg
havde glemt at checke en option). Så for langt de fleste
billeder skulle det være tilstrækkeligt at klikke på billedet,
så billedet åbnes i Flickr, og i højre spalte under
Additional information står, hvilket kamera
billedet er taget med. Linjen nedenunder More
properties
er et link til EXIF informationerne som
brændvidde, lukkertid etc.